Elliott Crosset Hove
Elliott Crosset Hove, der er søn af skuespiller Anders Hove og den amerikanske danser og koreograf Ann Thayer Crosset, blev uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole i 2015. Han har markeret sig som habil teater- og filmskuespiller og har medvirket i flere kortfilm, ligesom han også kunne ses i Erik Clausens “Mennesker bliver spist” og i “9. april”. Han modtog i august 2017 prisen som “Bedste Mandlige Skuespiller” for sin hovedrolle i Hlynur Pálmason’s spillefilm “Vinterbrødre” ved Locarno Filmfestivalen i Schweiz. Filmfestivalen er en af Europas mest prominente med fokus på filmkunst og nye talenter. I 2018 blev Elliott Crosset Hove udvalgt som en af ti europæiske Shooting Stars på filmfestivalen i Berlin.